Imae
Håbløs Drøm

Håbløs Drøm

"Håbløs Drøm handler om nutidens problemer"

Marius Ellegaard Hessellund
Instruktør og manusskriptforfatter
Dette er plakaten fra Håbløs Drøm, som havde premiere den 8-11-2023 på Viby Efterskole

Denne tekst er måske bedst at læse, når du har set filmen. Hvis du endnu ikke har set den, kan du se den her: Du kan se den på Facebook

‘Håbløs Drøm’ er en kortfilm med meget lidt dialog. Den er grundlæggende en form for stumfilm, selvom den ikke er det helt. Årsagen til dette er, at filmen handler om ensomhed. Som jeg vil beskrive senere, er ensomhed et af nutidens store problemer. Når man føler sig ensom, kan det ske, selvom man er omgivet af mange mennesker. Man kan føle, at man ikke passer ind, og at de andre ikke ønsker en i deres kreds.

Ensomhed er noget, som alle oplever, men forskellen ligger i, hvor intens følelsen er, og hvor stor en del af tiden man føler sig ensom. Noget, man også skal forstå, er, at ensomhed og at være alene ikke er det samme. Man kan sagtens være alene uden at føle sig ensom, da vi alle har brug for alenetid. Omvendt kan man også føle sig ensom, selvom man er omgivet af mange mennesker. Så ensomhed er en individuel oplevelse, og alle oplever det på forskellige måder.

Billedet her er fra scene 7, hvor alle står og kigger op mod himlen (Foto:©Imae)

Håbløs Drøm understøtter også det ret godt, den handler nemlig om hvordan man kan føle sig ensom i en gruppe af mennesker. Som man også kan se i filmen, kan det være svært for andre at se ensomheden, det kan være svært hvis ikke man kigger efter, hvis ikke man bruger tid på at tænke over sine medmennesker. 

Ensomhed er ikke en rar følelse, men det er en som vi alle har, og en som man helst gerne vil af med. Men den er også vigtig, fordi den lærer os hvad der betyder noget, den fortæller os hvem vi holder af, og hvis vi aldrig føler ensomhed, så stopper vi heller aldrig op for at stille spørgsmål til hvordan vi lever vores liv. Det gør vi når ensomheden rammer, men det skal ikke være at sted man er hele tiden. 

Drømme er noget vi alle har, men findes der håbløse drømme? (Foto:©Imae)

Håbløs Drøm handler også om andre ting, hvis man kigger på navnet “Håbløs Drøm” reflektere det meget godt verden i dag. Vi har alle en drøm, men i vores øjne er den håbløs. Alle har en håbløs drøm, en drøm som de nok aldrig vil nå, men som de alligevel følger med hele deres hjerte. Men den er vigtig, den håbløse drøm er vigtig, det er den drøm der giver os et mål, men selv den mest håbløse drøm kan ende med at blive til virkelighed.

Den håbløse drøm er også vigtig at forstå, og i filmen symboliseres den af nøglen, som er nøglen til den håbløse drøm. Den drøm, som er håbløs, drømmen som aldrig kommer til at ske, men som man stadig brænder så inderligt for.

I løbet af filmen er nøglen afgørende for Sofia. Hun bruger den til at drømme en drøm, ikke en drøm om det gode, for det er ikke den gode drøm, men en drøm om, hvordan virkeligheden føles. Hun er også tæt på at miste den, og det er der, at hun er ved at gå i panik, der hvor hele hendes verden nærmest bryder sammen. Men til sidst giver hun slip og befrier sig selv. Hun giver aldrig slip på drømmen om det gode, drømmen om lykken, men hun ændrer, hvordan drømmen ser ud, hvordan målet er.

Det er også noget af det, som er vigtigt at huske i denne verden, hvor alt handler om lykke og, hvordan man kan blive lykkelig. Filmen viser, hvordan ulykke ser ud, men ikke, hvordan lykke ser ud, fordi lykke eksisterer ikke i længere perioder. Måske kan man føle lykke i korte øjeblikke, men alt vil vende tilbage til normalen igen. Til gengæld kan man føle ulykke hele tiden. Det er ikke en følelse, der bare forsvinder, men det er her, lykken kan hjælpe en op fra det hul, man har gravet, men aldrig videre op mod himlen.

En helt normal hverdag, men alle dage kan blive hårde (Foto:©Imae)

Som der står til sidst i filmen: “Ensomhed er et godt sted at besøge, men et trist sted at slå sig ned.” Dette citat tilskrives Josh Billings, en amerikansk humorist, og det, han siger, passer godt til filmen og til det, jeg allerede har sagt. Det er godt at besøge ensomheden, det er godt at mærke den, men man skal aldrig slå sig ned der. Man skal ikke forblive i smerten, men kun dyppe tæerne i overfladen.

Filmen skrevet som en novelle

Toget forlader perronen og drager ud mod nye eventyr, mens hverdagen stadig venter på dig og til tider føles hård og overvældende. Alle de andre fra skolen står også på samme platform som dig, men de synes ikke at bemærke dig. Din kufferts hjul er den eneste lyd i stilheden, og selvom vejen er fyldt med glade efterskoleelever, føles den alligevel tom. Det kræver næsten ingenting at falde, næsten ingenting før smerten mærkes så tydeligt, og det tager næsten alt for at lade den forsvinde igen. Der ligger du på vejen, så stille, så alene.

Alt skal pakkes ud igen, det hele skal finde sin plads, og mens der er løb og forvirring i gangen, er der ingen, der ser dig. Bag skabslågen sidder intetheden og gemmer sig, holder fast ved nøglen, til den lås der ikke vil låses op. Den lås som vil forblive låst, for altid. Den drøm, der fylder hver en nat ud, med smerte, den drøm, som jo i hvert fald ikke er en drøm, men mere et mareridt. Der hvor du skuer ud over tordenvejret, som kan skræmme så mange, og vække rædsel i selv de mest modige. Vinden, der får træerne til at lægge sig fladt ned, bøje sig i støvet for større kræfter. Skoven, der er fyldt med tusindvis af rislende grene, som får lyset til næsten ikke at kunne trænge igennem. Det er smukt, det er virkelig smukt.

Men virkeligheden kalder, og du mærker igen, hvordan verden føles så uendelig tom, så kold. Skoledagen er heller ikke nemmere, da et fyldt klasseværelse med så mange sjæle kan forsvinde, så snart du kigger op. Så snart du ikke stirrer ned i dine blanke papirer og ser den verden, der er omkring dig. Der er ingen, det eneste, der er tilbage, er alle de blyanter og jakker, som folk har efterladt. De er som forsvundet i den tynde luft. Men så snart du kigger ned igen, fortsætter verden sin daglige gang, og alt er normalt igen. Indtil alt bliver tomt igen, og hele din krop føles tung, som om du er låst fast til stolen, som om nogen med vilje plager dig.

“Hjælp,” siger du, det eneste ord, der kan komme ud af dig, alt andet er låst inde.

En kælder er så umådeligt kedelig, alligevel bruger man timevis dernede. Tøjet skal jo vaskes, ellers fungerer hverdagen ikke. Du lægger tøjet ind i maskinen, som man altid gør, et stykke ad gangen. Hvorfor? Det er der ikke mange, der kan svare på, men sådan har det altid været. Du placerer det sidste stykke i maskinen og lukker lågen, da du opdager noget. 

(Foto:©Imae)

Hvor er nøglen, den ting, der holder dig i live, den ting, der bringer en smule lykke ind i dit liv. Dagen bryder sammen, hvordan kunne det ske, hvordan, hvordan.

Men du opdager, at nøglen lå sammen med tøjet, hvor du havde gemt den tidligere. Er den okay? Den må du aldrig miste. Den må du aldrig miste. Nøglen falder til jorden, ding, som det smukke klokkespils første tone, men der kommer ikke flere. Det er ikke begyndelsen på sangen, men slutningen.

Græsplænen føles kold, og regnen har netop forladt skolen. Enkelte dråber falder stadig, og solen har svært ved at bryde igennem skyerne. Nøglen er væk, og alt andet er også. Du kigger ned i græsset, så mange små græsstrå, som aldrig skal bekymre sig om andet end at vokse sig store, før de skæres ned igen.

Du kigger op igen, men denne gang er anderledes end de andre gange. Gennem de mørke skyer kigger solen langsomt frem. Du er ikke den eneste, der ser det smukke syn. Plænen er fyldt med forskellige sjæle, som alle ser op på himlen, der langsomt åbner sig. For selv når verden føles tom, er der andre, der ser det samme som dig.

Musik

Musikken til Håbløs Drøm, er skrevet specifikt til filmen. Det er Elias Ellegaard Hessellund, som har arbejdet med musikken, og hvordan man bedst muligt får billede og lyd til at passe sammen.

“musikken er lavet på en h mol. Den symboliserer ensomheden og alle de tanker der kommer frem når man er alene. Musikken kører h mol hele vejen igennem. Inspireret af pachebel og Debussy.” 

Det tekniske:

Nu går vi over til den mere tekniske del af kortfilmen. Den blev optaget over 3 timer i løbet af to dage og blev filmet på Viby Efterskole den 7.-8. oktober 2023.

Der var omkring 20 medvirkende, hvoraf størstedelen var statister. Lea spillede Sofia, mens jeg (Marius Ellegaard Hessellund) og Luna Steen Nicolaisen også medvirkede. Vi begyndte lørdagen med morgenmad og gik næsten straks i gang med optagelserne. Vi startede med at filme alle scener med statister og fulgte ikke nødvendigvis kronologisk rækkefølge, da det ikke altid gav mening. Vi begyndte med at optage scene 1 ved togstationen og flyttede derefter direkte til græsplænen for at filme scene 7. Sådan fortsatte vi de næste to timer, hvor vi bevægede os fra sted til sted med kamera, drone og mikrofoner.

Efter at alle optagelser for statister var færdiggjort, kunne vi så begynde med de optagelser, som kun Lea var en del af. Vi optog disse scener om onsdagen, og det tog cirka 45 minutter, og det var også noget af det sidste vi optog. 

Der er også blevet optaget en del B-roll, til denne kortfilm, alle disse optagelser er spredt ud over flere dage, men hvor det tit kun har været Luna og Marius som stod for disse klip. 

Hvis du skulle være interesseret i at høre mere kan du stille ved at skrive dem til mig (Marius Ellegaard Hessellund)